Åstien 3 • 7800 Skive
tlf. +45 9751 4595
E-mailadresse: utoft@profi.dk
En kat har da ni liv!
Af Jens Utoft
Trykt i Skive Folkeblad juli 2001
Som han sidder der på min skulder og gnider sig kælent ind mod min hals med sin bløde pels, mens han spinder som en rutebil i frigear, er det svært at acceptere, at det snart er slut.
Inden længe skal han have sit sidste måltid – resterne af en pighvar, som blev levnet sidst vi havde gæster i sommerhuset i Nr. Vorupør. Noget nær det bedste, man kan få, når man er en halvstor kattekilling på måske ti uger.
Vi ved det ikke, for den er ikke kommet her med vores gode vilje. Han har opholdt sig hos os siden onsdag formiddag, hvor to unge kom og spurgte, om det var vores killing. Den havde opholdt sig lige ovenfor trappen op mod Holstebrovej og var fulgt efter dem.
Nej, det var ikke vores killing, men jeg kunne da godt holde den indtil de var væk. Den boede nok lige i nærheden, for jeg synes at aftegningerne meget lignede en voksen kat i kvarteret, der flere gange havde kredset rundt om vores guldfiskedam i haven.
Killingen så stor nok ud til at kunne klare sig på egne poter, så jeg overlod den til sit eget selskab da jeg kort efter tog cyklen for at køre til frisør. Overbevist om, at den nok selv ville finde hjem, mens jeg var væk.
Det viste sig at være lidt for naivt. For hvem sad der og peb ynkeligt, da vendte tilbage og havde fået parkeret cyklen?
Nå ja, den kunne jo være sulten eller tørstig. En rest økologisk skummetmælk fra køleskabet kunne vel sikre at den overlevede indtil jeg fandt ud af, hvor den hørte hjemme?
Ingen kendte killingen
En tur rundt i kvarteret med killingen på armen gav ikke nogen løsning på problemet. Men der var nu heller ikke mange hjemme, og ingen havde noget bud på, hvor den kunne høre til.
Andre opgaver trængte sig på, så da fruen kom hjem, var vi midlertidigt blevet katteejere.
Men vi blev hurtigt enige om, at det kun var indtil vi fandt ud af, hvor den hørte til. For det var tydeligvis ikke nogen vildkat, så tam og kontaktsøgende, den var.
Indenfor vore døre skulle den i hvertfald ikke. For så kunne det blive svært at slippe af med den igen, hvis det skulle vise sig nødvendigt.
Gode dyr var rådne, da det næste morgen viste sig, at killingen stadig holdt til på matriklen. Den havde fundet sig til rette i det rum under trappen, hvor vi har vores skraldespand og tilsyneladende overnattet i nogle visne blade.
Plakat med efterlysning
Nu måtte der ske noget. Kameraet blev fundet frem og en plakat med en efterlysning af ejeren til den bedårende killing fremstillet og hængt op ved bageren, købmanden og et par andre steder i kvarteret. Men telefonen forblev uhyggeligt tavs.
I mellemtiden havde Dino, som vi nu var begyndt at kalde den - inspireret af Fred Flintstones husdyr, som heller ikke ville finde sig i at blive sat uden for døren – fået lov at komme ind i kælderen, hvor jeg har mit kontor. Men kun om dagen, hvor det alligevel var umuligt at holde den ude, hvis ikke døren skulle holdes hermetisk lukket.
Fredag blev plakaten afleveret på politistationen, som ikke havde hørt om nogen efterlyst katte-killing. Og politiet havde heller ingen pligt til at tage sig af bortløbne kattekillinger, fik jeg at vide.
Nej, desværre. Det er højsæson for kattekillinger, og der er mange, der forsøger at slippe af med dem her i ferietiden – på den ene eller den anden måde!
Det begyndte at gå op for os, at vi måske var blevet taget ved næsen af nogen, som bevidst havde efterladt killingen i håb om, at andre ville løse deres problem. Det må jo så siges at være lykkedes.
Dyrlægens forslag om at kontakte Dyreinternatet i Balling bekræftede formodningen om overskud af kattekillinger. De havde ikke plads til flere, men de kunne henvise til en dame i Skive, som måske ville tage sig af sagen.
Fristen forlænget
Mariann Nielsen har selv to katte og en hund, så hun havde ikke plads til flere. Men som lokal repræsentant for Dyrenes Beskyttelse får hun af og til henvendelser. Så hun fik også plakaten med billederne af Dino. Og et løfte om at se tiden an til på mandag. Så ville hun sørge for at få en aftale med Skive Dyreklinik, hvis der ikke forinden var fundet en anden løsning...
Nu er det så blevet mandag formiddag og telefonen har været uhyggelig tavs.
Dino har gjort, hvad han kunne for at forhindre mig i at lave denne artikel. Lige så tit, han er blevet sat ned på gulvet er han bare kravlet op ad mit ben og op på mit skrivebord igen - for at lege med musen eller træde på tasterne. Eller for at udforske nogle af de mange andre ting, der åbenbart er spændende for en kattekilling.
Men tiden er kommet, hvor vore veje skal skilles. Den sidste rest af pighvarren er fortæret og en papkasse til transporten bag på min cykel er fundet frem.
Farvel, Dino og tak for godt selskab med mange sjove oplevelser i de fem dage, du var her,
Forhåbentlig er det rigtigt, at en kat har ni liv.
Men ve de mennesker, der så groft har svigtet dig, hvis jeg finder ud af hvem de er. - Dyremishandlere har en lav status på min karakterskala!
Efterskrift: Dino hedder nu Sorte
Den bortløbne kattekilling var mere heldig end de fleste. Den blev ikke aflivet, men fik et nyt hjem, hvor den nu lyder navnet Sorte.
En ny plakat med efterlysning af et nyt hjem til killingen gav bonus - og tillige oplysninger om, hvem der var taget på ferie og havde overladt killingen til sig selv.