Åstien 3 • 7800 Skive
tlf. og mobil: +45 9751 4595
E-mailadresse: utoft@profi.dk
• Redigering
• Internet-løsninger
• PR og markedsføring
• Tryksager
Andre sider:
Kommunikation på modtagernes vilkår
Sådan laver du selv en dynamisk hjemmeside
Noget om Jens Utoft
Storfangeren Poul Falkenberg
Af Jens Utoft
Fra bogen "Folk og Fiskere ved Karup Å",
udgivet af Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn, 2001
Han har fisket siden han var 5 år og havde over over 500 havørreder på samvittigheden inden han forlod skolen i 4. mellem. Hvor mange det er blevet til siden, har han ikke tal på.
- Men hvis jeg havde, ville jeg ikke fortælle det, for så troede folk bare, jeg er fuldstændig fuld af løgn.
Så meget vil han dog godt røbe, at han på en enkelt uge har taget 15. Og i 1964, hvor der ingen fisk var i åen, blev det til hele 52 sommerfisk – de andre regner han ikke med.
Poul Falkenberg er en institution blandt lystfiskere langs Karup Å. Ikke alene på grund af sine imponerende fangster og fordi han rundhåndet deler ud af sin viden om, hvordan de sølvblanke skal overlistes. Men i lige så høj grad for sin og hustruen Ellys store gæstfrihed. Både hjemmet på Brårupvej i Skive og ikke mindst familiens sommerhus i Dueholm, kun 300 meter fra Karup Å, har været et naturligt samlingspunkt for talrige lystfiskere gennem mere end 40 år.
Poul Falkenberg er også ophavsmand til en række kendte klassiske havørredfluer og har været efterspurgt som underviser i fluebinding i det meste af Nordvestjylland. Især to af hans fluer, Oktoberfluen og Lassie, har rigtig mange fisk på samvittigheden.
Og så har han gennem sine næsten 40 års ansættelse ved højspændingsværket SFGHH i Skive været en garant for stabile leverancer af kasserede elmaster til brug for bl.a. at lette lystfiskernes færden over grøfter og sumpede områder langs åens bredder.
Startede med bambusstang
Sin første fisk fangede Poul Falkenberg allerede på sin første tur. Hans far havde købt en 3 meter lang bambusstang, der var samlet med messingringe. Den blev forsynet med en line i toppen og en krog til orm. Turen gik med faderen ned til Engvej forbi toggefiskernes hus "Pilely".
- Jeg skulle selv spørge om lov hos "Knøhr" for min far turde ikke. Han sagde så til mig: Det vil jeg sige dig knægt - dem du fanger over 20 pund, dem skal jeg have. Så gik jeg jo ellers i gang og pludselig råbte Knøhr til min far: Ejnar, nu skal du fan’me hen til knægten, for nu har han fisk på. Så fik jeg jo sådan en blank en på 48 cm. Men jeg havde jo ingen hjul på eller noget, så jeg løb ind og op på land med den. Og så fik jeg selvfølgelig at vide, hvor forkert der var. Men ind, det kom den altså.
Pjækkede fra skolen
Men jeg hører, at din far og dig ikke altid var enige om, hvor meget tid, du skulle bruge til fiskeri?
- Ja, der er rigtigt. Jeg var som den yngste af tre børn den eneste, der fik lov at komme i mellemskolen. Og så var det jo galt en dag, hvor han stod i porten og svingede med et brev, da jeg kom hjem. Jeg havde været væk fra skolen i otte dage og de rykkede for en sygemelding. Så måtte jeg jo forklare, at jeg havde været ude at fiske fra morgen til aften.
- Det var han ikke tilfreds med og som straf låste han mine fiskegrejer ind i klædeskabet. Heldigvis havde jeg sparet et par kroner op og købte en bambusstand med krog og prop som den jeg var startet med. Den havde jeg så liggende nede ved åen. Men det må have været hårdt ved den gamle, for han plejede at få de fisk, jeg fangede. Dem solgte jeg så i stedet.
Stof fisk gav stangen tilbage
- Men en dag jeg så fik en på 5 pund tog jeg den med hjem og smed i favnen på ham. Han sprang op som en trold af en æske og flåede skabet op, hvor min stang stadig stod nok så nydeligt.
- Så fik jeg mit grej igen mod at love, at jeg aldrig ville blive væk fra skolen i otte dage. Det gjorde jeg heller ikke, men han sagde jo ikke noget om én dag, og så blev man heller ikke rykket for en sygeseddel.
Alligevel valgte Poul Falkenberg at forlade skolen inden han fik sin realeksamen – han ville tjene sine egne penge. En læreplads som kommis, der viste sig at være en billig aflønning af en bydreng, blev udskiftet med en læreplads som barber.
- Men det var straf nok til en der har slået både sin far og mor ihjel, lyder det fra Poul.
Det var nemlig svært at forene med fiskeriet, for kunderne havde det med at komme lige før lukketid, hvorfor den i reglen stod på 1-2 timers overarbejde. I stedet fik han ansættelse som ekstraarbejder ved DSB indtil det via en fiskekammerat lykkedes at få job ved SFGHH.
Møde med en "klog" mand
Poul Falkenberg er stolt af sin vestjyske herkomst og er som udgangspunkt noget skeptisk overs for folk, der kommer længere østfra. Selv mindes han med gru de to år, han var marinesoldat i København, hvor der ikke var nogen Karup Å. Endelig hjemme på pinseorlov skulle han selvfølgelig til åen, hvor han mødte en køwenhavner.
- Det er den klogeste mand, jeg har mødt. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg ingen forstand havde på fiskeri. Alligevel løb han i røven af mig, ligemeget hvor jeg gik. Og fortalte om alle de store fisk, han havde fanget. Da jeg så var så heldig at fange en på 3-4 pund, så kom han løbende hen til mig og skulle se den. Men så for der en djævel i mig og jeg satte den ud igen.
- Han råbte fortvivlet: Hvad er det du gør, hvad er det du gør? Og jeg svarede: Det er satme ikke sådan noget bette lort, jeg går efter. – At jeg så var ved at græde, da han var gået, er noget helt andet, men så slap jeg da af med ham. Og da jeg fortalte historien derhjemme, tror jeg at den gamle havde banket mig, hvis han havde troet, at han kunne gøre det.
Storfanger to gange
Underligt nok har Poul Falkenberg kun to gange fået storfangerpokalen. Men han er – om muligt – endnu mere stolt over at den ære tilfaldt hans søn Per i 1975 for en krabat på godt 22 pund. Pouls egen rekord lyder på 15,5 pund – fanget en sen aften ovenfor Nørkær Bro i begyndelsen af 90erne. Selv om det kun tog ham 7 minutter at lande den, er det ikke den, man er mest stolt af.
- Den største sensation var den jeg fangede den 1. februar 1957 i Severins hul. Det var en fisk på 78 cm, som vejede 7,5 kilo. Og det var et mirakel, at jeg fik den med hjem. Den tog snøre og den tog snøre og det gik lige ned. Jeg vidste godt, der var dybt, men da ikke så dybt. Pludselig lå den i overfladen 25 meter længere nede. Linen havde åbenbart grebet fat i noget nede i hullet. Så ejg begyndte at hale den ind som en anden torsk. Pludselig sprang den op i luften med en gren i linen, men drev så ind, hvor det lykkedes mig at få fingrene i gællerne på den og op på land.
- På modsat bred lød det tørt fra en anden lystfisker: Der var De nok heldig, den tog De jo alt for hårdt. Mit eneste svar var, at jeg nok havde fanget flere fisk, end han nogenside havde set.
Siger tingene lige ud
Trods sin gæstfrihed er Poul Falkenberg ikke typen, der lefler for nogen. Og han siger tingene ligeud. Han husker også, når nogen har trådt ham for nær. Som da han i en alder på 12-13 år var på fiskeri ved Engvej og udad mod Tagholmen, hvor "de fine" fiskede. Han holdt sig dog på den rigtige side af grøften, men så kom en af de nævenyttige og spurgte, om han havde fanget noget.
- Jeg har da fire, der kunne holde målet (37,5 cm), resten er smidt ud, lød det stolt fra Poul.
Men han fik hurtigt at vide, at det nok ikke var andet end undermålere, for ingen skulle bilde ham ind, at sådan en snottet knægt kunne fange tage fire, når de andre ikke havde fået noget.
Lidt efter kom så fiskerikontrollen Per Neesgaard, som gerne ville se hans fire fisk. De var i mellemtiden blevet til fem og den mindste var 41 – den største 47 cm.
- Siden har jeg aldrig kunnet fordrage den mand. Han kunne da i det mindste selv være kommet for at måle mine fisk, lyder det fra Poul.
Venner for livet
Heldigvis har han også fået mange fiskekammerater, som er blevet venner for livet. Derfor hører det til en af Poul Falkenbergs værste oplevelser langs åen, at en af dem, han har fisket allermest sammen med Polle (Poul Risgaard) – hans makker gennem 58 år - døde under deres fisketur ved Johnsens bro om aftenen den 27. oktober 1997 – ovenikøbet med en fisk på stangen.
- Det var måske en skøn død for ham – det havde han faktisk spøgt med flere gange – men det var det ikke for mig, lyder det synligt bevæget fra Poul Falkenberg.
Han fortæller at de havde stået i læ bag et grantræ i det elendige vejr for at få sig en smøg. Men pludselig var åen blank og Poul sagde. - Nu skal vi da i gang. Hvor vil du fiske?
- Polle ville gerne fiske nedenfor hvor vi stod og jeg fortalte ham så, hvor jeg tidligere havde haft et hug. Jeg gik ovenfor men havde ikke mere end lige fået fluen i vandet før han råbte, at han havde en på. Jeg gik tilbage og råbte at jeg kommer nu, men jeg løber ikke. Han svarede: Det behøver du heller ikke, for det har vi jo aftalt at vi gamle røvhuller ikke skal løbe.
- Da jeg manglede halvanden meter i at nå ned til åen, bad jeg ham om at lade den gå ud i strømmen, for jeg kunne ikke se den. Så lød der et klik. Jeg snakkede med ham, men han svarede ikke, og jeg kunne heller ikke se ham. Så gik jeg tre-fire skridt og så lå han der med snuden i vand.
- Jeg hev ham op på land og begyndte at give hjertemassage, som jeg havde lært på et kursus. Men der var ikke noget at gøre og efter et kvarter kørte jeg for at få fat i en ambulance. Svigersønnen i huset, hvor jeg havde ringet fra, tog med mig tilbage. Han forsøgte også genoplivning, men forgæves. Han hentede også Polles fiskestang, men da han strammede op, lød der et smæld og jeg tænkte. Så, nu knækker han den stang. Det er sjovt at sådan en biting kan stå i hovedet på en i en sådan situation. Men det var nu altså kun forfanget.
Fadder til flere kendte fluer
For Poul Falkenberg er det klassiske havørredfiskeri med synkeline og "rigtige" fluer det eneste, der dur. Og han har selv stået fadder til nogle af de mest kendte. Oktoberfluen mener han alene har indbragt ham mellem 400 og 500 havørreder, men han går heller ikke af vejen for at bruge to ad gangen. Andre klassikere er Hagebrofluen, Janki, Pers Silver (som sønnen fangede sin rekordfisk på), Annas Fancy og Nora – alle gengivet i Niels Mogensens bog "Langs Karup Å".
Her finder man også opskriften på "Lassie", opkaldt efter datterens hund, som hun havde med på besøg i sommerhuset den 12. august 1991.
- Hunden havde sådan nogle fine lange sorte hår, som jeg fik lov til at bruge som vinge på den flue, jeg var ved at lave. Men betingelsen var, at jeg så også fiskede med den. Så jeg tog samme aften afsted til Fly Enge og kl. 21.30 måtte den første havørred, en krabat på 6 kilo, lade livet for en Lassie, som siden har indbragt mig omkring 150 fisk.
Solgt eller foræret væk
Trods de mange fangster er det de færreste af Poul Falkenbergs – og for den sags skyld hustruen Ellys havørreder, der er havnet på familiens middagsbord. Da pengene var små blev de fleste solgt for at få et tiltrængt tilskud til husholdningspengene – og til vedligeholdelse af fiskegrejet. Men de senere år er de fleste blevet foræret væk til venner og til fiskekammerater, som måske havde knapt så meget held med fiskeriet.
Således fortæller Poul Falkenberg om engang, de var med til et sølvbryllup, hvor værten stolt fortalte da stegen blev båret ind: Det har jeg selv skudt.
- Jeg kom så til at sige: Det var da vist godt, vi ikke skulle have fisk. Men det skulle jeg nok ikke have gjort, for konen svarede:
- Det må du da ikke sige, Falkenberg, for jeg kan da ikke mindes, han er kommet hjem fra jeres torsdagsture uden fisk!
