 |
Esbjerg-lystfisker
fangede kæmpe-torsk
Udbytterig tur på Nordsøen med fiskeskipper fra Nr. Vorupør gav 12 torsk på over 10 kilo
Af Jens Utoft
Den 44-årige Kjeld Knudsen, Ådalsvænget 33 i Sædding ved Esbjerg, har endnu ikke fået armene ned efter en ellers anstrengende lystfiskertur på Nordsøen.
Efter flere dages blæsevejr med aflyste fisketure lykkedes det ham søndag den 16. juli 2001 på en tur med fiskeskipper Jens Jensen ombord på kutteren T 248 "Skagerak" fra Nr. Vorupør i Thy at realisere enhver saltvandslystfiskers drøm, da han landede en kæmpetorsk på hele 22 kilo. Formentlig den hidtil største, der er fanget af lystfiskere på Nordsøen i år.
Den 125 cm lange krabat havde hugget klokkerent på Kjeld Knudsens hjemmelavede, blankpolerede rørpirk, som heldigvis var solidt fastgjort til pirkestang og hjul med en af de moderne flettede liner, en såkaldt fireline.
- Jeg har altid drømt om at komme på "Det Gule Rev" for at prøve at fange en torsk over 10 kilo, fortæller Kjeld Knudsen, der indtil nu primært har forsøgt sig med torskefiskeri i Lillebælt.
Men "Skagerak"s erfarne fiskeskipper Jens Jensen gav deltagerne valget mellem "Det Gule Rev" eller de store torsk. Og de 10 deltagere i turen lod klogeligt Jens Jensen vælge torskene. Det Gule Rev har nemlig skuffet fælt i år og langt fra givet så mange og så store torsk som tidligere.
Jens Jensen har tidligere fisket med store trawlere fra både Esbjerg og Hanstholm med så stor succes, at han for otte år siden kunne trække sig tilbage til sin fødeby, det lille fiskerleje Nr. Vorupør syd for Hanstholm. Her investerede Jens Jensen nogle af sine sparepenge i en af stedets små kuttere, der stadig fisker fra stranden. Kutteren er udrustet til at tage 12 lystfiskere med ad gangen, når vejret tillader.
Stedet med de store torsk fandt Jens Jensen ved et tilfælde på en position, der ligger noget sydligere end det berømte rev, som hvert også tiltrækker mange tyske lystfiskerturister.
|
|
 |
|
|
En af de meget drevne tyskere, Roland Jörger fra Rhinbyen Raststatt i Baden Baden fangede på selvsamme tur hele otte torsk over 10 kilo, hvoraf den største var på 18,5 kilo.
Men Roland Jörger er også nærmest professio-nel. Han bestyrer den lokale afdeling af Tysklands største forretningskæde for sportsfiskerudstyr.
Hans otte “målere”, der blev suppleret af en snes andre torsk og en enkelt sej på mellem 4 og 10 kg, blev alle fanget med kastepirk.
På trods af at flere af deltagerene undervejs blev gjort ukampdygtige af den lidt urolige sø, blev der i alt på denne tur fanget 12 torsk over 10 kilo - de såkaldte målere - hvilket med den reducerede bestand af torsk i Nordsøen absolut hører til undtagelserne.
Fangstredskaber:
Stang: Blue Marlin 7"
Hjul: Pen 330
Line: Fireline 0,39
Pirk: Hjemmelavet blankpoleret rørpirk
Telefonnumre:
Kjeld Knudsen: 7515 4248 (privat)
T248 Skagerak: 9793 8577
Til top
|
|